Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Derfor droppede vi København og flyttede til Ringsted

25-årige Rikke og hendes kæreste havde brug for at komme ud af storbyen og forelskede sig i et nedlagt landbrug i Ringsted Kommune. Her er der ro og plads til det liv, de ønsker at leve – med høns, køkkenhave og kort togtur til København.

Jeg nød tiden i København. Der er altid et arrangement, man kan tage til. Der er altid en cafe, som har åbent. Der er altid liv på gaden. Alle disse ting gør, at jeg elsker København, men det var også de ting, jeg ville væk fra.
I min hverdag planlagde jeg altid weekenden, så jeg kunne komme ud i nogle grønne områder for at slippe for byens evige puls.

Jeg havde brug for at kunne gå udenfor min dør og bare være mig. Derfor valgte vi at flytte fra København. At det så lige blev Ringsted, var ikke planen fra starten.

 

Drømmen om værksted, husdyr og stor have

Da vi besluttede os for at flytte fra København, havde vi den overbevisning, at det ikke skulle være længere væk, end at der forsat skulle være S-tog. Vi kiggede på villaer hele vejen rundt om København. Op til Farum og ned til Køge. Der var bare ikke noget, som var helt rigtigt.

Vi gav os selv den opgave, at vi hver især skulle skrive en liste over det, vi ønskede, huset skulle indeholde – uden at tænke på pris. Herefter gennemgik vi vores lister og lavede en fællesliste, som nu var vores drømmebolig. Vi kunne dog godt se, at en villa ikke var nok.

For vi drømte om værksted, husdyr, stor have og plads til fest, så vi skulle nok nærmere kigge efter en nedlagt landbrugsejendom. Det betød også, at prisen blev en anden, hvis vi skulle holde os inden for S-togsgrænsen. Her kom Ringsted ind i billedet. For med priserne i Ringsted kunne vi købe en hel landejendom for samme beløb som de villaer, vi ellers havde kigget på. Og med rejsetid i tog på 34 minutter var der ikke meget længere end S-tog fra Farum eller Køge.

Sådan endte vi i Ringsted, og vi er rigtig glade for det.

 

Bor midt i drømmen

Nu kan jeg gå i haven, læse en bog og drikke en kop te uden forstyrrelser. Når jeg har behov for at deltage i et arrangement, tage på cafe eller være omgivet af mennesker kan jeg nemt tage til Ringsted midtby. Når jeg sådan rigtig savner den københavnske stemning, tager jeg et smut med toget og står på hovedbanegården lidt over en halv time efter.

Nu hvor vi bor lidt uden for Ringsted by, bliver min hverdag brugt på at nyde stilheden og roen. Jeg går i køkkenhaven og ser til alle grønsagerne. Jeg henter æg hos hønsene. Jeg fjerne ukrudtet fra blomsterbedene. Det kan nok lyde som en masse arbejde, men for mig er det et pusterum, når jeg er omgivet af naturen.

Rikke, 25

Rikke er lige flyttet fra København til Ringsted Kommune med sin kæreste. Før var hverdagen travl – nu har hun fundet ro på landet, hvor hun dyrker alle sine interesser. Desuden nyder Rikke svømmeture, gåture og cafébesøg i byen.

Vi <3 livet i Ringsted Kommune

Følg med i Cecilies, Charlottes, Craigs, Rikkes og Wilheminas liv, når de deler ud af deres hverdag i kommunen på sociale medier.