Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Stand up paddle på Ringsteds fine søer

Stand up paddle er blevet populært, så det måtte vi jo prøve.

Sidste sommer blev Stand up Paddleboarding (SUP) for alvor populært. På de sociale medier poppede billeder op af folk, der stod på SUP board, og jeg blev som mange andre grebet af trenden, kastede mig hovedkulds ud i det, og købte mit eget board.

Nu er Ringsted jo ikke en by, som ligger ud til vandet, og derfor har jeg nok aldrig skænket vandaktiviteter de store tanker. Men Ringsted har faktisk nogle superfine søer, hvor man kan lufte boardet.

Vi startede med at øve os ved Hvidsø i Jystrup. Der er en supergod badebro og en god stor sø, hvor man kan padle rundt i fredelige omgivelser. Søen er omgivet af træer og åkanderne skinner så fint i vandspejlet.

Her i 2021 har vi købt os et ekstra board, så vi kan tage på nogle længere ture sammen, i stedet for at man skal ”vente på tur” ved bredden, mens den anden nyder tiden på vandet.

Første tur i sæsonen 2021 blev på Haraldsted Sø, hvor der er den smukkeste natur langs søen. Vi tog afsted med ungerne på hver vores board, og padlede rundt en times tid en søndag eftermiddag. Det var fantastisk endelig at komme på vandet igen.

Jeg glæder mig til et år med en masse tid på vandet, mens jeg udforsker Ringsteds søer og deres omgivelser.

 

Vil du også stå på SUP-board i Ringsted?

Hvis du vil lære at stå på SUP board kan du melde dig ind i Ringsted Kajakklub (RIKA), som holder til ved Haraldsted Sø, Ejlstrupvej 164, 4100 Ringsted. Du kan som medlem også sejle i kajak på søen. Det er altså også virkelig fedt!

Billeder

Charlotte, 32

Som født og opvokset i Ringsted kender Charlotte kommunen ind og ud og har mange yndlingsområder. Hun bor i byen med mand og to børn, arbejder som (pendlende) jurist og har en forkærlighed for boligindretning, løb og havearbejde.

Vi <3 livet i Ringsted Kommune

Følg med i Cecilies, Charlottes, Craigs, Rikkes og Wilheminas liv, når de deler ud af deres hverdag i kommunen på sociale medier.